fredag den 27. juli 2007

Kom hjem fra byen guide:

Når du så er på vej hjem fra byen, undgå da provokationer, som i virkeligheden ikke er der, ting der, oftest fra din side, repliceres med: Hvad fanden griner du af?, Må man ha lov til at købe en shawarma eller hvad?, Hey du, pas køen, vi andre har stået her længe, Hvornår lukker McD på Runddelen osv. Vær desuden sød ved ekspedienten og sig f.eks. følgende ord: Jaja, det er sgu da også et lortejob en fredag aften, eller varierer med: Tag det roligt man, jeg skal ikke nå noget, slap bare af. Undgå for alt i verden følgende: Det må godt nok være nedtur at stå her en fredag aften (det ved han/hun godt)…. Hey kan jeg for øvrigt lige bede om en Lille Cola?

Når du så er kommet hjem til din bopæl, og uheldigvis møder en beboer (chancen er lille, eller, det kommer vel an på hvornår du kommer hjem og hvor du bor), undgå da at komme din lede under/overbo´s ønske i møde og lad være med at sige ting som eks. ”Du er sgu altid så pissesur”, ”Nå… Er det ulovligt at være glad?”, og bliv aldrig personlig, ved at sige bemærkninger som: ”Jajaja Du har ikke et liv, men det har jeg!.... Hvad er dit problem spasser”. Brug i stedet saglige argumenter som: ”Det kan godt være at jeg er lidt fuld, hvis det har bevirket støj, da beklager jeg”, eller den mere kortfattede og kontante ”Pas dig selv” replik: ”Her i ejendommen bør vi vel alle passe på hinanden og os selv, under ansvar. Vi kan vel snakke om det, mener du jeg larmer for meget vil jeg selvfølgelig bestræbe mig på ikke at gøre det, men desforuden forbeholder jeg mig ret til at være ung og have venner”. Lyder svar replikken i retning af ”Jamen der er også andre end dig der bor her”, replicerer du med: ”Ja selvfølgelig er der det, men vi skal netop tage hensyn til hinanden, og det indbefatter ikke kun ro, men også tålelighed overfor fester og deslige”… Tiføj her en af følgende: ”Med lidt god vilje er der vel plads til os alle sammen” eller den mere rabiate: ”Vi andre skal sgu også være her, selvom du vil have ro konstant, det er ikke kun dig der skal kunne være her, men os allesammen” Endelig er der den usaglige og en smule ondskabsfulde variant: ”Jeg er da også træt af de larmende møgunger og deres forældres råberi, men det klager jeg sgu da ikke over”. Sidst men ikke mindst den klassiske (der virkelig skal gennemtænkes før den bruges): ”Det vil jeg da skide på. Pas dig selv man, i stedet for at brokke dig, få et liv din nar”.

Dagen efter, hilser du bare som om intet var hændt, ligegyldig hvilken af mulighederne du har benyttet. Gode replikker her kan være: Godmorgen, dejlig dag, hold da op det er koldt, ja, den sommer den er hård, det må vel også snart holde op det regn, sikken en dejlig dag, nå du er også oppe osv. Opbyg med tiden et forhold til din nabo der hverken er varmt eller koldt, men dog ikke kan ødelægges (start f.eks. med at spørge om han/hun skal have noget med fra Netto, og inviter for Guds skyld altid ind til en øl, hvis du holder bare den mindste form for fest).